Persiennerne var trukket ned i hele huset, da bilen med Kim Oechsle, hans kone, Mai, og deres to børn trillede ind i indkørslen foran parcelhuset i Egå.

Det var ikke i sig selv usædvanligt. Deres mellemste søn, Martin, kunne godt finde på at sidde i mørket og game med headset på, også midt på dagen.

De kaldte efter ham, men fik ikke svar retur.

Da Kim Oechsle tog i døren til sit kontor, vidste han med det samme, at noget var galt.

Det var øjeblikket, hvor alt gik i stå, og intet skulle blive det samme igen.

De fem

58-årige Kim Oechsle medvirker i ’Forræder – Ukendt grund’. Han er gift med Mai og sammen har de tre børn. Den ældste, Simon, midterbarnet, Martin, og Lea.

På mange måder var de en familie som så mange andre. Men for otte år siden stod de over for enhver families værste mareridt.

Martin var det nemme midterbarn. Han var glad og gled altid ind i alt det, der var omkring ham.

Kim Oechsle husker især deres fælles kærlighed til film. De lå i sofaen, mens Kim simultanoversatte engelske film som ‘Indiana Jones’, fordi han mente, at den slags film skulle man se.

– Det er de bedste minder. At ligge der og have noget fælles med mine guldklumper, siger Kim Oechsle.

Martin ville være fyldt 24 år til sommer.

Men for sin familie vil han altid være 16 år gammel.

Hvad fanden bildte han sig ind?

Da Martin var 12 år, begyndte noget at ændre sig.

Han startede med at kaste op. Først sjældent, så en gang imellem og til sidst ofte. Det blev til flere og flere sygedage og afbrudte legeaftaler.

Udadtil var det meste, som det plejede. Han var glad og brugte tiden efter skole med sine venner.

Kim og Mai mistænkte, at han havde en sartere mave end de fleste, så de fik ham undersøgt. Scanninger, tests og et hav af lægebesøg gjorde dem ikke klogere.

Lægerne fandt ingenting.

– Nu har vi undersøgt det fysiske. Det kan være, vi skal kigge på det psykiske, havde en børnelæge sagt til dem under en konsultation.

Hvad fanden bildte vedkommende sig egentlig ind, tænkte Kim Oechsle.

De, om nogen, kendte deres søn.

Gentagelse af samme mareridt

Kim og drengene var til et ‘Back to the Future’-event sammen. Foto: Privatfoto.

Kort efter eskalerede det. Martin, der altid havde været social, blev stille og gik mere ind i sig selv.

Han ville allerhelst ligge i mørket med dynen trukket helt op til hovedet.

Han fik diagnosen angst og kom i behandling i psykiatrien og fik medicin mod angst og depression. Det gav en kort bedring, som forsvandt lige så hurtigt igen. Aftenerne og nætterne var de værste. Det var der, hvor tankerne og uroen tog over.

– Vi lå med ham på skift og holdt om ham, mens han rystede, husker Kim Oechsle.

Når Kim spurgte, hvordan Martin havde det, havde han svært ved at beskrive følelsen.

Men det var nærmest som om, at hans krop fortalte ham, at han skulle dø, forklarede han sin far.

I dag forstår Kim ordene anderledes, end han gjorde dengang:

– Martin forsøgte at slippe væk fra en følelse, der var ubærlig. Men alt omkring ham fastholdt ham i den.

Dag efter dag var blot en gentagelse af samme mareridt for Martin.

Overeksponering

Der var et massivt pres fra alle sider: fra psykiatrien, skolen, systemet og desuden også fra Kim og Mai selv, forklarer Kim Oechsle.

Alt pegede i retningen af, at Martin skulle ud af det mørke værelse for at få det bedre.

Han skulle i skole, også selvom det kun blev et par gange om ugen. Han skulle gennemføre, for man kan kun tage 9. klasse én gang, og derfra ville de finde en mere holdbar løsning.

Han skulle eksponeres for angst.

Eksponering er et ord Kim Oechsle gentager flere gange, når han tænker tilbage på, hvad Martin egentlig skulle, da han havde det allerværst.

– Men det var overeksponering. Og det gjorde det bare værre, siger Kim Oechsle.

Hver morgen blev en kamp, når Martin blev bedt om at gøre sig klar til skole.

Det her er Kims yndlingsbillede af Martin. Hans angst fyldte meget i denne her periode, men når de var i biografen, et af hans yndlingssteder, var det som om, angsten ikke fyldte så meget. Foto: Privatfoto.

Verdens modigste dreng

Det udløste forhandlinger, udmattelse og frustrationer.

Nogle dage blev han hjemme på sofaen med film og pandekager med Kim eller Mai.

Andre dage lykkedes det ham faktisk at tage afsted, selvom både hjernen og kroppen skreg ”nej”.

Hold kæft, hvor var han modig, tænkte Kim Oechsle.

Martin måtte være verdens modigste dreng.

– Det er vildt at tænke på, at han alligevel gjorde det – og så for vores skyld. Den eneste grund til, at jeg kan holde mig selv ud i dag, er, at vi ikke vidste noget om angst dengang. Nu ved jeg, at det var den værst tænkelige måde at håndtere det på. Men alt omkring ham pressede ham og os.

Martin gennemførte 9. klasse. Endda med høje karakterer.

Han fik 12 i engelsk, selvom engelsklæreren knap nok havde hørt ham tale sproget.

Familien og Martin kunne nu lægge en ny plan. Han skulle i 10. klasse og kunne endelig se frem til et år fuldstændig uden pres.

Nu skulle der ro på, og han skulle få det bedre.

Den idylliske sommerbobbel

Sommeren 2018 var den sommer, der blev ved med at sætte varmerekorder. Det var første gang i lang tid, at livet føltes mindre tungt i familien.

Martin var gladere, og hans hverdag var ikke længere styret af de samme kampe.

De rejste til Mallorca. Spillede Uno, badede og grinede. Alle sammen.

Mai lå i en liggestol og kiggede over på sin mand en eftermiddag.

– Han har det godt. Nu kan vi slappe af, sagde hun.

Følelsen var, at de havde været igennem det værste.

Kim, Mai og den yngste, Lea, ville tage to dage i København efter ferien, hvor de endelig kunne tage den tur i Den Blå Planet, de længe havde snakket om.

Martin ville gerne blive hjemme. Det havde Kim og Mai ingen betænkeligheder ved.

Det var jo en teenagers drøm:

Spille computerspil uafbrudt og uforstyrret og med fryseren stopfyldt med frysepizza.

Martin, Kim og Simon på Mallorca. Foto: Privatfoto.

Kontordøren

At persiennerne den sommerdag i 2018 var trukket ned i huset, tænkte familien ikke nærmere over, da de vendte hjem til Egå.

Men der var et før og efter.

Det, Kim Oechsle mødte, var enhver forælders værste mareridt.

Martin havde hængt sig selv.

Min hjerne kortsluttede fuldstændigKim Oeschsle

Mai fik børnene væk, uden de nåede at se noget, og ringede 112, mens Kim gik ind.

I dag forstår Kim hverken hvorfor eller hvordan, men instinktivt hev han persiennerne op, åbnede vinduet, sprang over et klaver og hoppede ud i haven, hvor han skreg og slog i fliserne. Uden at kunne mærke noget.

– Min hjerne kortsluttede fuldstændig, siger han.

Ræk ud efter hjælp

Har du tanker om selvskade eller selvmord? Så ring til Livslinjen og få hjælp til at komme på fode igen.

I mellemtiden havde Mai fået en ambulanceredder i røret. Kim tog over. Han fik at vide, at han skulle gå ind og give hjertemassage.

– Jeg skal nok gøre, hvad du siger, men jeg ved, at han er død, svarede Kim Oechsle.

Senere, da ambulanceredderne og politiet var ankommet, spurgte Kim Oechsle, om han måtte gå ind igen og sige farvel.

Familiens ene kat var mest af alt Martins kat. Foto: Privatfoto.

– Jeg havde behov for en anden oplevelse end panik og rædsel, siger han.

Familien sov i stuen på sammenskubbede madrasser de første mange nætter. Kim husker også tydeligt, hvordan han sad på græsplænen og scrollede igennem alle billeder, han havde af Martin, glad og smilende.

Igen og igen.

Jeg vågnede til det samme mareridtKim Oechsle

Han gjorde alt for at slette det mentale billede af sin søn inde på dét kontor.

Det værste var morgenerne.

Han havde grædt sig selv i søvn, dernæst drømt om det, og så vågnede man og indså, at det også var virkeligheden.

– Jeg vågnede til det samme mareridt om og om igen, siger Kim Oechsle.

“Undskyld”

Ved bisættelser mindes man et levet liv. Men alt indeni Kim skreg. Det var intet naturligt over at begrave sit barn.

Familien sad på forreste række, helt tæt og holdt hinanden i hænderne. Først da præsten sagde, at det var tid til den første salme, opdagede Kim, hvor mange der var mødt op.

Kirken var helt fyldt.

Da kisten blev kørt væk, holdt Kim vejret, indtil rustvognen var helt ude af syne.

Men ovre i forsamlingshuset blev stemningen løssluppen, og lige så vel som der var plads til sorg, var der også grin.

På Martins gravsted ligger en lille grå keramikkat. Den minder om katten, familien har derhjemme. Foto: Noa Haimoff

Familien bor tæt på kirkegården.

Så tæt på, at man kan ane Kims kontor, når man står ved Martins grav.

Gravstenen er grøn og marmoreret. Lidt ligesom en computerskærm, indskyder Kim.

Han har mange gange stået deroppe og sagt undskyld.

Undskyld, fordi han ikke kunne beskytte Martin mod verden. Det, der er enhver forælders opgave.

Hånden på skulderen

Den dårlige samvittighed fylder mindre i dag.

Tiden hjælper på sorgen og savnet. Og det var både rørende og en hjælp at mærke, hvordan familie og venner dukkede op, da de havde allermest brug for det.

Mange bliver så forsigtige over for sørgende. Man vil ikke gøre noget forkert, fortæller Kim Oechsle.

– Men man glemmer, at de allerede har oplevet det værst tænkelige, siger han.

Så når en kollega lagde en hånd på Kims skulder, når en ven dukkede uanmeldt op, eller da Mais gamle mødregruppe fyldte fryseren med mad, og da naboerne hjalp med begravelsen, var det nøjagtig det, familien havde brug for.

Kim Oechsles stemme knækker, og øjnene bliver tårefyldte, da han tænker tilbage på det.

Det sker flere gange, når han snakker om sin familie og om Martin.

Han ville aldrig have åbnet op på denne her måde før, understreger han.

Forskellige sorgprocesser

Familien sørgede i forskellige tempi.

Kim blev med det samme overvældet af sine følelser, mens Mais fysiske reaktion først kom måneder senere. Forskellene skulle vise sig at blive en styrke, fordi de havde respekt for hinandens sorgprocesser og gav plads til hinandens – og børnenes – måder at sørge på.

At Martin tog sit eget liv, har selvsagt ændret familien.

Kim og Mai er stadig forældre til tre, men Martin lever nu kun i minderne.

Et år efter Martins død ryddede Kim op på Mais kontor og begyndte at skille et legoskib ad, som Martin havde bygget.

Der brød han pludselig sammen.

Eller når de ved middagsbordet kan finde på at sige: “Det ville Martin have sagt”.

Og når de på hans fødselsdag og dødsdag går op til graven og holder om hinanden.

Nyt menneske

Foto: Noa Haimoff

Selvom Kim har oplevet både død og sygdom i familien, kan intet sammenlignes med at miste sit barn, og det ubærlige tab har vendt hele familiens liv op og ned.

Før Martins død arbejdede Kim i it-branchen.

Han var mere reserveret og styret af struktur og kassetænkning.

Nu er han psykoterapeut med speciale i angst, mens Mai også har skiftet spor og laver kommunikation for Aarhus Universitetshospital.

Kim forsøgte at vende tilbage til it. Men han havde brug for, at Martins død skulle give mening, og for at forstå, hvad det var, der var sket. Meningen fandt han igennem sit nye virke som psykoterapeut og hypnotisør, hvor han kan hjælpe andre. Foto: Noa Haimoff

Nu tør han at være mere fri, også selvom det betyder, at han, ifølge sine børn, nogle gange kan virke fjollet eller pinlig – ligesom han meldte sig til ‘Forræder’, fordi han tænkte, det ville blive sjovt.

På sin uddannelse blev han den, der tog initiativet og spurgte, om de ikke skulle spise sammen. Han ville gerne lære folk at kende.

– Det ville jeg aldrig have gjort tidligere, siger han.

Selvom livet er forandret for altid, har jeg fundet tilbage til glæden, det sjove og det letteKim Oechsle

Kort efter Martins død sagde Kim, at han aldrig nogensinde ville komme til at grine igen.

Humor havde altid været en stor del af ham, men i lang tid føltes det umuligt.

Men Kim griner igen. Ligesom resten af familien.

– Selvom livet er forandret for altid, har jeg fundet tilbage til glæden, det sjove og det lette. Ligesom jeg også har måttet lære at rumme sorgen og vreden, siger han.

Familien har fundet en ny form, hvor sammenholdet er stærkt og mere sammentømret end før.

De passer på hinanden.

Foto: Privatfoto.

Når tankerne som “hvad nu hvis” eller “hvorfor?” melder sig, er Kim blevet bedre til at lade dem passere.

For de finder aldrig svar på, hvorfor Martin tog sit liv den sommerdag. Eller om noget ville have kunnet forhindre det.

– Jeg er nået frem til, at vi gjorde, hvad vi kunne, med de ressourcer og den viden vi havde dengang. Selvom det ikke var nok.

For alt andet er umuligt at leve med, tilføjer Kim Oechsle.

Da Martin havde det allerværst, var Kim og Mai skiftevis ramt af stress. For det sled på hele familien.

De kendte ikke nok til angst, og det monster, angsten kan være.

Det er også derfor, Kim Oechsle gerne vil fortælle sin historie, selvom det måske er nemmere at lade være.

For der hersker stadig et tabu om selvmord og en fejlagtig opfattelse af, hvad angst er, mener han.

Martins liv har ikke været forgæves.

Noget af det, familien elsker allermest at gøre sammen, er at rejse. De har for eksempel været i Japan sammen. I dag er Simon 28 år og pædagog og Lea er 20 og går i 3.g. Foto: Privatfoto.

Han var ikke “bare” sin sygdom. Han var også et menneske med masser af gode oplevelser, venner og familie.

– Det er vigtigt at fortælle den historie, så andre ikke ender samme sted. Det er noget, der kan ske. Og det kan forebygges, hvis vi ser hinanden. Hvis vi ikke presser, og hvis vi rummer mere.

I dag har Kim fundet mening i det meningsløse.

Kim valgte bevidst ikke at fortælle nogen om sin historie i ‘Forræder’. Han ville ikke på nogen måde have det til at blive et strategisk element. Foto: Noa Haimoff

Og selvom det ikke bringer Martin tilbage, hjælper det.

Som når Kims ældste søn fortæller ham om en ny forelskelse, eller når han hører sin datters forårskoncert på gymnasiet.

Der er Kim allerlykkeligst.

Se ‘Forræder – Ukendt grund’ fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 Play.